Begrebet stress anvendes i dag som en populær betegnelse for en bred vifte af tilstande. Der findes ingen entydig definition eller diagnose, og selv i videnskabelige kredse bruges begrebet i flere forskellige betydninger. Når man i dagligdagen taler om stress som mange forskellige ting, lige fra en følelse af almindelig travlhed, til noget man kan blive alvorlig syg af, er det med til at skabe forvirring og tabu.
Stress er et komplekst fænomen, som rummer både en fysiologisk og en psykologisk komponent. Læge – og en af Danmarks førende stresseksperter – Bo Netterstrøm definerer stress som “En tilstand i organismen karakteriseret ved fysiologiske reaktioner med aktivering af det sympatiske nervesystem, immunsystemet og energimobilisering og mental aktivering som følge af belastning af psykisk, fysisk, kemisk eller biologisk art“. Stress beskrives her som den reaktion, der udløses i vores krop, når vi bliver udsat for en belastning, og det er vigtigt at forstå, at denne belastning kan være både en psykisk, fysisk, kemisk eller biologisk belastning.
Hvis du vil vide mere om stress, kan du læse artiklen: Hvad er stress?